Guide: Alt hvad du skal vide om Trusox

Har du problemer med vabler, vil du have strømper, der sidder bedre til eller vil du bare gerne stå bedre fast i dine fodboldstøvler? Så er Trusox svaret.

Trusox

Trusox

Trusox er i løbet af de senere år blevet rigtig populære blandt både professionelle og amatører. Især i Premier League og blandt de britiske spillere er Trusox populære. Spillere som Gareth Bale, Steven Gerrard og Luis Suarez bruger alle Trusox.

Sokken blev opfundet i 2010 af den tidligere amerikanske fodboldspiller Jim Cherneski med sloganet “with Trusox your best can now become better”.

Hvad er Trusox?

Trusox er kort sagt en strømpe, der er designet til at give dig et bedre greb i dine sko. De er lavet med små gummi-felter på både indersiden og ydersiden for at holde foden fast til strømpen og strømpen fast til skoen.

De kan faktisk bruges inden for alle sportsgrene, men vi kigger selvfølgelig på dem med fodboldbrillerne på.

Vi giver dig her svar på alt, hvad du skal vide om Trusox:

Hvorfor bruge Trusox?

Vabler, for store strømper, der tilmed er glatte, så man ikke står ordentlig fast, er nogle problemer, som de fleste fodboldspillere kender til. Og det er her Trusox kommer ind i billedet.

De sidder til på foden og i støvlen, så du ikke glider rundt i dine sko, og dermed heller ikke får vabler, og det er derfor, de er blevet populære på ret kort tid.

Strømpen har to gummilag – et på indersiden og et på ydersiden, og du har sikkert tidligere i dit liv haft strømper med et lignende gummi på ydersiden. Nemlig, da du som barn fik strømper, der skulle sørge for, at du stod bedre fast. Og det er faktisk den samme tankegang, der er bag Trusox.

Her ses det ydre gummilag på Trusox.

Her ses det ydre gummilag på Trusox.

Ved at have gummilag på begge sider af strømpen sidder din fod godt fast på strømpen, mens den sidder godt fast i støvlen, så din fod og støvle nærmest klistre til hinanden. I følge Trusox føles det som om støvle og fod bliver ét.

De fleste, der prøver Trusox, mærker faktisk en markant forskel, og så må man vurdere om prisen på omkring 250 kr. er godt givet ud eller for dyrt for et par strømper.

Find den rette Trusox

Er du blevet interesseret i, om Trusox også kan gøre en forskel for dig, så læs videre her, hvad du skal tage stilling til for at finde det rigtige par.

  • Tre længder – vælg den rigtige
  • Tyk eller tynd strømpe?
  • Find den rette størrelse

Tre længder – vælg den rigtige

Trusox findes i tre forskellige længder:

  • Ankel (ankle length)
  • Kort (mid-calf crew)
  • Lang (full length)
Trusox ankel

Trusox ankle length.

Ankel går, som navnet antyder, til anklen. Den går altså kun lige til kanten af skoen og i fodboldsammenhæng bedst til træning.

Du vil senere se, hvorfor det er en udfordring, hvis man skulle bruge den i kamp. Strømpen findes kun i hvid.

Trusox mid-calf crew

Trusox mid-calf crew

Den korte strømpe går til midten af læggen og er den mest populære både blandt professionelle og amatører.

Den kan nemlig både bruges til træning og i kamp. Strømpen findes i elleve forskellige farver, så du kan finde den, der matcher dit holds farver.

Trusox lang

Trusox full length.

Den lange strømpe går til knæet og ligner mest en almindelig fodboldstrømpe.

Hvis man er til lange strømper er de gode til træning. Strømpen findes i sort og hvid.

Tyk eller tynd strømpe?

Trusox laver deres strømper i to forskellige udgaver:

  • Cushion
  • Thin

Deres ankelstrømper findes kun i thin, de korte strømper fås i begge udgaver, mens de lange strømper kun findes i cushion.

Forskellen mellem de to strømper er tykkelsen i det nederste stykke af strømpen. Så alt fra anklen og op er altså ens på de to udgaver.

Cushion

Cushion-strømpen minder mest om en almindelig fodboldstrømpe eller tennissokker i deres tykkelse. Det er de mest populære strømper, måske netop fordi de minder mest om almindelige fodboldstrømper.

Thin

Strømper i thin-udgaven minder om almindelige sokker i tykkelsen, og de er rigtig gode, når man skal gå nye sko til.

Find den rette størrelse

Trusox kommer i tre forskellige størrelser, og de omregnes til disse størrelser:

  • Small – Mænd: 34.5-38.5 – Kvinder: 35-38
  • Medium – Mænd: 38.5-43-5 – Kvinder: 38.5-43
  • Large – Mænd: 44+ – Kvinder: 44+

Sådan bruger du Trusox i kamp

Det kræver lidt, hvis du gerne vil bruge Trusox i kamp, men det er bestemt muligt. Du har måske lagt mærke til, at spillere som Luis Suarez, Gareth Bale og Arjen Robben bruger tape om anklen, og det er faktisk for at kunne bruge deres Trusox, når de spiller.

Gareth Bale bruger Trusox

Gareth Bale bruger Trusox – ligesom andre spillere, bl.a. Luis Suarez og Arjen Robben.

Du kan nemlig ikke bare tage dine almindelige fodboldstrømper på ud over Trusox, fordi gummilaget på ydersiden af strømpen skal have fat i støvlen. Så hvis du skal matche dine holdkammerater (og det skal du jo, når I spiller kamp), så skal du i gang med en saks.

Du skal klippe selve foden af dine kampstrømper, så du i stedet kan have dine Trusox på. Den øverste del af kampstrømperne skal du så tage ud over dine Trusox, og det er her, at de professionnelle spillere taper deres Trusox sammen med toppen af kampstrømperne.

Der findes flere videoer på nettet, så du kan se, hvordan du skal gøre. Blandt andet har Unisport lavet denne video:

Vær i øvrigt opmærksom på, at selvom det ser anderledes ud i videoen, så skal de Trusox, du vil bruge i kamp, og den tape, du lapper stykkerne sammen med, have samme farve som dine kampstrømper.

Der står nemlig i Fodboldlovens §3: “hvis tape eller tilsvarende materiale anvendes uden på strømperne, skal det have samme grundfarve som strømperne.”

Vask din Trusox rigtigt

Trusox kan holde i to år, hvis de får den rette behandling i vask. Her er Trusox egne anbefalinger og regningslinjer:

  • Vask ved lav temperatur eller vask i hånden i koldt vand.
  • Trusox må ikke bleges, fordi det ødelægger teknologien i gummibelægningen.
  • Du må gerne tørretumble Trusox, hvis det sker ved lav temperatur.
VN:F [1.9.22_1171]
Indlæggets karakter
Rating: 5.0/5 (1 stemmer afgivet)
Guide: Alt hvad du skal vide om Trusox, 5.0 ud af 5 baseret på 1 stemme

Skriv en kommentar

CAPTCHA Image

Reload Image