Fodboldrejser – find den bedste

Fodbold skal ses live, men hvordan planlægger man den bedste fodboldrejse? Vi giver dig tips og tricks her.

Det er altid en oplevelse at sætte sig på et af de store stadions i Europa og se fodbold i verdensklasse. Stemningen omkring sådan en fodboldkamp kan Superligaen ikke matche, og det har mange danskere også fundet ud af.

Derfor dukker der hele tiden hjemmesider op, der arrangerer fodboldture til udlandet. Blandt andet Spies og Travel2Football sælger pakkerejser – dog ikke til alle ligaer. Det er nemt at bestille, men der er penge at spare, hvis du har mod på at planlægge fodboldrejsen selv.

Vi gennemgår de forskellige trin herunder, så du kan føle dig helt sikker, når du skal på fodboldrejse:

Vælg dit hold

Det første du skal gøre, er naturligvis at finde ud af, hvor du gerne vil se fodbold. England, Spanien, Italien og Tyskland er de største ligaer i Europa, og der hvor de fleste nok har en favoritklub.

Er du ikke en af dem, så her der her en kort liste over nogle af de interessante hold i de fire ligaer:

  • England (Premier League): Manchester United, Manchester City, Liverpool, Chelsea og Arsenal.
  • Spanien (Primera Division): Real Madrid, Barcelona og Atletico Madrid.
  • Italien (Serie A): Juventus, Milan, Inter og Roma.
  • Tyskland (Bundesliga): Bayern München, Dortmund, Schalke 04 og HSV.

Hvis man ikke har et favorithold, kan det være svært at finde ud af, hvilket hold man skal se. Men start med at snævre det ind til det land, du gerne vil se fodbold i.

England

England er for mange fodboldens moderland. Her går man på pub inden kampen, spiser mad fra boder på vej til fodbold og sætter sig ind for at se en velspillet og til tider lidt hård fodboldkamp.

I England hører Chelsea og Arsenal til i London, og en fodboldrejse dertil indbyder derfor til storbyferie. Det er samtidig nemt og billigt at flyve til og fra London fra danske lufthavne.

Har du lyst til at se flere kampe, så er London også et oplagt sted. Her er der hold fra alle divisioner inden for kort afstand, og i de lavere rækker er det nemmere at finde en billet.

Queen Park Rangers, Charlton Athletic og Fulham er bare nogle af de klubber fra den anden bedste engelske række – Championsship, som har hjemme i London.

Længere nordpå finder man de to traditionsklubber Manchester United og Liverpool samt det forholdsvis nye storhold Manchester City. Også her er der tale om storbyferie, men ikke med den samme lange række af kendte turistattraktioner.

Manchester United og Liverpool er dog blandt de største klubber i både England og Europa, og derfor tiltrækker en tur til de legendariske stadions Old Trafford og Anfield Road mange fodboldinteresserede.

Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford.  Billede: Ian Mcallister

Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford.
Billede: Ian Mcallister

Spanien

I Spanien er Real Madrid med Christiano Ronaldo og Barcelona med Lionel Messi de mest prominente hold. Atletico Madrid er Real Madrids lokalrivaler i Madrid, og der står altså også storbyferie på programmet, hvis man vælger de spanske hold.

Derudover får man seværdigt fodbold med mange mål, hvis man vælger topklubberne. I sidste sæson scorede både Real Madrid og Barcelona flere end 100 mål – næsten tre mål per kamp.

Listen af verdensklasse spillere i de spanske klubber er lang, og her er der altså god mulighed for at se de navne, som alle taler om. Et godt valg, hvis man er til sol, mål og flot fodbold.

Italien

Fodbold i Italien er noget særligt. Sporten fylder meget i støvlelandet, og selvom landet hverken på klubplan eller som landshold nyder de helt store successer for tiden, så er fodbold i Italien populært.

Der er skrevet flere bøger om fodboldkulturen i Italien – blandt andet “Calcio Italiano” af Jesper Ralbjerg og Mikael Sørensen, som ser nærmere på, hvordan italiensk fodbold har det.

Fodbolden i Italien har altid været tæt forbundet med resten af samfundet – måske bedst symboliseret ved, at tidligere premierminister Silvio Berlusconi også ejer Milan. Her er det traditioner og oplevelsen ved at se fodbold et sted, hvor fodbold ikke blot spilles på banen, men også tages med derfra på godt og ondt.

Tyskland

I Tyskland står der gode øl og masser af mål på programmet. Ifølge engelske The Mirror er Bundesligaen nemlig den europæiske liga med flest mål per kamp.

Og det kan være de mange mål, som tiltrækker fansene. I sidste sæson var der 1,7 procent flere tilskuere til Bundesligakampene i forhold til sæsonen før, ifølge en opgørelse fra Bundesliga.de. Det betød, at 90 procent af pladserne blev solgt i sidste sæson.

Det er samtidig nogle meget aktive fans. Her kan du se, hvordan det ser ud på Südtribüne hos Dortmund, hvor de mest dedikerede fans uge efter uge sørger for en fantastisk stemning.

Hvornår skal billetterne købes?

Når både land og hold er på plads, så er det tid til at finde billetter. I juni bliver næste sæsons kampprogram offentliggjort, og det er en god idé allerede her i sommermånederne at vælge den kamp, man gerne vil se.

Flere klubber sætter nemlig billetter til salg i den periode, og derfor er der i den periode bedst mulighed for at få billetter.

Kampene kan rykkes

Du skal dog være opmærksom på, at kampene kan rykkes. I Tyskland kan det ske indtil seks uger før kampen – i England er det kun fire uger før, at kampene spilles. Det sker både på grund af tv-rettigheder, men også fordi klubberne spiller pokalturneringer nationalt og internationalt.

Går de videre i de turneringer, skal flere kampes passes ind, og det kan betyde, at man rykker nogle af kampene i nationale ligaer. Oftest rykkes kampene kun nogle timer samme dag, som de skulle spilles, men en lørdagskamp kan også rykkes fra fredag til mandag i den pågældende uge.

Det kan derfor være en fordel at planlægge med en forlænget weekend, når man skal til fodbold eller satse på at se sæsonens sidste kamp, hvor man spiller på samme tidspunkt, og derfor flyttes kampen ikke.

Stor prisforskel

Der er derudover stor forskel på, hvad billetterne koster i de forskellige ligaer. The Guardian har lavet en oversigt over, hvor dyre billetpriserne er i de fire store ligaer i Europa, og her finder man de billigste billetter i Tyskland og de dyreste i England. Listen giver et godt indblik i, hvordan priserne er.

Priserne er afhængig af, hvor på stadion man vil sidde, og hvilken modstander der er tale om. Jo tættere på banen, jo dyrere er billetten.

Topopgør og lokalderbyer er som regel også dyrere, og det kan samtidig være svært at få fat på billetter til de kampe. Derfor er det en god ide at være tidligt ude, hvis man vil have billetter til de kampe.

Bestil billetter direkte hos klubben

Du kan bestille billetter direkte hos klubberne. Det er det sikreste, og de fleste af klubberne har hjemmesider på engelsk, så man ikke behøver fremmedsprog for at bestille billetter.

Hvis du ikke kan finde billetbestilling på den engelske side, så prøv med den nationale i stedet – ofte kræver det heller ikke de store sprogkundskaber at gennemskue.

Pas generelt på med at købe billetter fra usikre hjemmesider. Viagogo.com er også en god mulighed – her bliver billetter solgt efter udbud og efterspørgsel, og derfor kan de være meget dyrere, end hvis du køber billetterne hos klubberne. Derudover sælger Ticketmaster.com også billetter til de spanske kampe.

Her er kort oversigt over, hvordan du køber billetter hos de forskellige klubber:

Italien

Serie A

Juventus og Milan sælger fra kamp til kamp, mens du hos Inter skal registrere dig, inden du kan købe billetter.

AS Roma sælger billetter til de fleste kampe – også ude i fremtiden, men det kræver et medlemskort. Generelt kan det være en fordel at købe billetterne til de italienske kampe gennem Viagogo.com.

England

Premier League

Manchester United anbefaler et medlemskab, som du kan få for £32. Her får du adgang til alle sæsonens kampe, og du får ovenikøbet rabat på billetterne med dit medlemskab.

Hos Arsenal er et medlemskab til £34 værd at tage med for at få billetter. Antallet af billetter, der sættes til salg til alle, er meget begrænset. Desuden får du adgang til Ticket Exchange, hvor sæsonkortholdere kan tilbyde deres sæder, hvis de ikke kan se kampen.

Hvis man hos Liverpool ikke er medlem, har sæsonkort eller har et fankort kan man købe billetter 21 dage før kampen. Klubben sætter dog kun et begrænset antal billetter til salg, men med et medlemsskab til £18 kan man købe billetter, når de sættes til salg i  juli og i november.

For alle tre klubber gælder det, at ét medlemskab giver adgang til én billet.

Hos Manchester City er der generelt fine mulighed for billetter, og hvis du ikke finder nogen, anbefaler klubben selv at kigge hos Viagogo.com.

Tyskland

Bundesliga

Hos Dortmund sættes billetter til salg på deres hjemmeside cirka fire uger, før kampen spilles. Dortmunds hjemmebane, Signal Iduna Park, er Tysklands største stadion, men alligevel kan det knibe med billetterne. Til topkampene kan man kun købe to billetter per person, mens man til alle andre kampe kan købe fire.

Bayern München sælger billetter allerede fra marts – altså et halvt år før, at den næste sæson går i gang. Der er stor rift om billetterne, men man kan i løbet af sæsonen være heldig at få fat på billetter til pokalkampe, ellers må man bestille i god tid, uden at vide hvornår den pågældende kamp spilles.

Hos Schalke 04 kan man købe billetter cirka fire uger inden, at kampen skal spilles. Der er gode muligheder for at få billetter, og det kræver kun, at man registrerer sig på deres hjemmeside. Man kan også blive medlem og få adgang til at købe sæsonkortholderes billetter, hvis de ikke vil bruge dem. Det koster mellem 25-50 euro at blive medlem.

Hamburger SV ligger tæt på Danmark og kan nås med både tog og bil. Det er nemt at få billetter til kampe – også selvom man ikke er medlem af klubben. Typisk får medlemmer adgang til billetter 14 dage før ikke-medlemmer, men der er stadig gode muligheder for at få billetter til en kamp, selvom man ikke er medlem.

Spanien

Primera Division

Real Madrid sætter også billetter til salg for alle, men det sker først cirka en uge før kampen. Det samme gælder hos Barcelona og Atletico Madrid.

Der er dog tale om nogle store stadions hos Real Madrid og Barcelona, og derfor er det muligt at få billetter.

Alternativt kan man forsøge gennem Ticketmaster.es eller Entrades.com.

Rejse og ophold

Når billetten er bestilt, så mangler du bare at bestille hotel og fly. Om man vil bo tæt på stadion eller ej, er op til en selv. Der er altid gode muligheder for at komme til og fra stadion, uanset hvilket land og hold man vælger.

Det er måske lidt sværere at komme fra stadionet efter kampen, når flere tusinde skal med offentlig transport, men det er for mange bare en del af oplevelsen.

Der findes et hav af sider, hvor man kan bestille hotel og fly. Hotel.com eller Booking.com er blandt de mest brugte til at finde hotel, mens du kan bruge Momondo.com til at finde fly.

God tur!

VN:F [1.9.22_1171]
Indlæggets karakter
Rating: 0.0/5 (0 stemmer afgivet)

Skriv en kommentar