Bind dine fodboldstøvler rigtigt

Hvor kedeligt lyder det lige? At binde sine fodboldstøvler.

Og ja, det kan da godt lyde kedeligt – og i praksis er det måske heller ikke det mest sindsoprivende, at kaste sig over.

Men faktisk er der virkeligt gode grunde, til at være ekstra grundig, når du binder snørebåndene i dine fodboldstøvler.

Hvorfor skal jeg binde dem på en anden måde?

Fordi hver detalje tæller.

Sidder din fod ordentlig fast i støvlen, forbedrer det dine chancer for, at du leverer en bedre træning og ikke mindst, en bedre kamp.

Er det alt spørger du måske?

Nej.

Den vigtigste grund til at bruge ekstra tid på at binde dine snørebånd, er at minimere risikoen for skader.

Er din fod ikke spændt ordentligt fast, risikerer du alt fra blå negle til ankelskader.

Og så bliver det for alvor svært at præstere – ikke?

Og lad os bare være ærlige. Uanset hvor gode vi selv synes vi er, er chancen for at få Adidas eller Nike til at lave en specielformet fodboldstøvle til os, tæt på ikke eksisterende.

Derfor er det op til os selv at binde vores fodboldstøvler, så de passer til vores fod.

Jamen jeg har jo prøvet støvlen i butikken?

Ja, og det er det helt rigtige sted at starte.

Men selvom du har fundet den bedste mulige sko, så må vi også bare konkludere, at alle fødder er forskellige.

Pssst! Du kan altid tage et kig, på vores store guide til at vælge den rigtige fodboldstøvle.

Og sådan forholder det så jo ikke ligefrem med fodboldstøvler.

Der er forskellige mærker og modeller, men slet ikke nok, til at matche alle fødder 100% perfekt.

Så selvom en støvle passer skide godt når du prøver den i butikken, kan du hurtigt opleve, at din hæl glider rundt, du får en blå negl på storetåen, eller noget helt tredje, når først du får taget støvlerne i brug.

Og så er det, at de forskellige måder at binde snørebåndende på, som du ser herunder, bliver den oplagte løsning.

Note: Alle eksempler herunder, tager udgangspunkt i et par støvler med 6 huller på hver side af pløsen. Har du færre, eller flere, kan du justere og prøve dig frem.

Bindingsteknikker til specielle fodtyper

Flade fødder

At ”stå på flade fødder” plejer ikke at være en ros, i fodbold.

Nu er det bare sådan, at nogle af os har en grad af det man kalder platfod.

Og selvom det er svært at finde én teknik, der bare spiller til os med flade fødder, så kan nedenstående teknik, hjælpe dig med at undgå skader på sener og seneplader på foden.

Binding af snørebånd, til flade fødder
  1. Find midten af snørebåndet.
  2. Stik hver ende ned i hul 1.
  3. Lav kryds hele vejen op til hul 5.
  4. Fra hul 5, føres snørebåndet op til og ned gennem, hul 6 på samme side.
  5. Før snørebåndene op i et kryds over pløsen, og stik hver ende under snøren på den modsatte side, mellem hul 5 og 6.
  6. Træk snøren på indersiden, over til den anden ende af snørebåndet, så du kan lave knuden på ydersiden af foden.

Har du høj svang (hulfod)?

Hvis du har en fod med høj svang, også kaldet hulfod, er det noget du skal tage med i betragtning, når du binder din støvle.

Både fordi, det højere svang, giver en højere midtfod og derved logisk set, skal have mere plads i støvlen omkring midtfoden.

Men også fordi, folk med høj svang, kan have en tendens til at rulle ud af i støvlen.

Hvis du tager et kig på dine gamle støvler, og sålen i disse, vil du ofte kunne se hvor sålen er mest slidt.

Er den mest slidt på ydersiden, er der en god chance for, at du har høj svang og/eller har det man kalder ”supination”.

Pronation – din fod rulle indad

Folk med høj svang, kan også opleve, at foden ruller indad, når man lander på hælen.

I dette tilfælde, skal du lave en binding, der både stabiliserer foden og giver nok rum til midtfoden.

Binding af snørebånd, til en fod med pronation
  1. Find midten af snørebåndet.
  2. Stik hver ende gennem hul 1 nedefra.
  3. Lav kryds til hul 2.
  4. Lav kryds til hul 3.
  5. Kør snørebåndene uden kryds, først ned i hul 4 og derefter op gennem hul 5.
  6. Lav alm. kryds til hul 6.

Supination – din fod ruller udad når du lander på hælen

Har man tendens til at rulle udad når man lander, skal bindingen støtte foden således, at rullet minimeres.

Snørebåndsbinding til en fod med supination
  1. Find midten af snørebåndet.
  2. Stik hver ende ned i hul 1 og lav kryds til hul 2.
  3. Træk snørebåndet op til hul 3 på hver side, på oversiden af støvlen.
  4. Fortsæt til hul 4 uden at krydse, denne gang på undersiden af støvlen.
  5. Lav herefter klassiske kryds op til sidste hul.

Strammer det på den midterste del

En høj svang, kan nemt betyde, at den midterste del af foden, har svært ved at finde nok plads i støvlen.

Derfor skal du have en binding, der giver mere luft til denne del, end ellers.

Denne binding kræver lidt øvelse, men er egentlig ret simpel, når først du har prøvet den.

Snørebåndsbinding til en fod hvor det strammer på den midterste del
  1. Start med at finde et punkt på snørebåndet, hvor der er lidt mere snøre til indersiden, end til ydersiden.
  2. Stik hver ende ned i hul 1.
  3. På indersiden, trækker du snørebåndet op til, og op af, hul 2 og krydser over til hul 2 på ydersiden.
  4. På ydersiden, trækker du det op til, og op af, hul 3 og krydser over til hul 3 på den indersiden.
  5. Fra hul 2 på ydersiden, fører du snørebåndet op gennem hul 4 på samme side og krydser over til hul 4 på indersiden
  6. Fra hul 3 på indersiden, føres snørebåndet op til hul 4 på indersiden (ja samme hul som vi slutter i, i punkt 3, så det kræver støvler der har plads nok).
  7. Før derefter samme ende over til hul 4 på ydersiden. Således at der nu er et dobbelt lag snørebånd, fra hul på hhv. yder- og inderside.
  8. Fortsæt med samme ende, og før det op til hul 6 og træk enden op her.
  9. Den ende af snørebåndet, vi nu har i hul 4 på indersiden, trækkes op af hul 5 på samme side.
  10. Kryds herefter samme ende, fra hul 5 på indersiden, til hul 5 på ydersiden.
  11. Samme ende sluttes af med at krydse til hul 6 på indersiden.

Bindingsteknikker til brede eller smalle fødder

Let’s face it. Nogle af os har lidt brede fødder og nogle har smalle fødder.

Vi kan jo ikke alle være perfekte vel 😉

Derfor findes der naturligvis også teknikker, der kan hjælpe os med andre fodstørrelser end det normale.

Du kan jo også lige tjekke vores forslag til fodboldstøvler til brede fødder ud.

Til dig med en bred fod

Er din fod generelt bredere end gennemsnittet, skal vi selvfølgelig have løsnet op for snørebåndende hele vejen fra bund til top.

Snørebåndsbinding til den brede fod
  1. Find midten af snørebåndene.
  2. Stik hver ende ned gennem nederste hul, oppefra.
  3. Lav det klassiske kryds op til hul 2 på hver side af pløsen.
  4. Herfra laver du sådan set stadig de klassiske kryds, men du springer hvert andet hul over, så hul 3 og hul 5 på hver side, ikke tages i brug.
  5. Slut så med et kryds fra hul 5 til hul 6.

Til den brede FORfod

Har du en bred forreste del af foden, har du brug for ekstra plads, så du ikke får vabler.

Snørebåndsbinding til den brede forfod
  1. Find midten af snørebåndene.
  2. Stik hver ende ned gennem nederste hul, oppefra.
  3. Bliv på samme side og kør snørebåndende op og ned gennem hul 2 og 3.
  4. Fra hul 3, laver du så den klassiske krydsning af snørebåndene, op til sidste hul.

Smalle fødder? Så er det her løsningen

Det kan være fristende, når man har smalle fødder, at sørge for så stram en binding som muligt.

Det virker logisk: Jo strammere, jo bedre fit.

Men har du smalle fødder, handler det ikke bare om, at stramme den klassiske krydsbinding godt til.

Du kan øge støvlens greb om foden, med nedenstående teknik.

Snørebåndsbinding til den smalle fod
  1. Find midten af snørebåndene.
  2. Stik hver ende ned gennem nederste hul, oppefra.
  3. Hiv dem op igen i hul 2.
  4. Herfra laver du så et klassisk kryds til hul 3.
  5. Nu laver du så et stort kryds, hvor du springer hul 4 over.
  6. Slut så med et kryds fra hul 5 til hul 6.

Bindingsteknikker til den normale fod

Modsat fod-misfostre som mig selv, så kan du, hvis du har en helt normal fod, fokusere mere på at optimere din præstation på banen, når du binder dine snørebånd.

Nedenstående teknikker, kan gøre netop det: Give dig mulighed for at præstere bedre, fordi din støvle sidder bedre på din fod.

Jo bedre din støvle sidder på foden, jo bedre kan du foretage vendinger, accelerere, bremse op og kontrollere bolden.

Dermed reduceres risikoen for skader også.

Hælen glider rundt i støvlen

Hvis du oplever, at din hæl glider meget rundt i støvlen, vil du formentlig også opleve, at få vabler og have sværere ved at stå fast i banen.

Derfor skal du have ekstra greb om hælen, når du binder dine fodboldstøvler.

Binding af snørebånd, hvis hælen glider rundt i støvlen
  1. Find midten af snørebåndet.
  2. Stik hver ende op gennem nederste hul nedefra.
  3. Lav de klassiske kryds op til næst-øverste hul.
  4. Her fører du hver ende gennem øverste hul, på samme side.
  5. Kryds derefter snørebåndet og før hver ende ned under snøren på den modsatte side, mellem hul 5 og 6.

Smerte i tæerne

Nogle oplever problemer med smerter i tæerne, typisk i storetåen.

Det kan skyldes for lidt plads i selve støvlen, og kan løses med en rette binding.

Her handler det naturligvis om at skabe så god plads til storetåen som muligt, uden at det hele bliver noget løst sjask.

Binding af snørebånd, hvis du døjer med smerte i fødderne
  1. Her kan det være en fordel at starte med, at føre den ene ende af snørebåndet, op gennem det øverste hul på ydersiden af foden.
  2. Træk det på tværs, helt ned til det nederste hul på indersiden af foden – altså hullet tættest på storetåen.
  3. Før båndet over til det tilsvarende hul på den anden side.
  4. Derfra krydser du over til hul 2.
  5. Derefter på tværs til hul 2 på den anden side.
  6. Og så fremdeles, til du er oppe ved øverste hul, på modsatte side af hvor du startede.

Hævede fødder

Hævede fødder, kan virkeligt være træls.

Ofte skyldes det en fodboldstøvle, der sidder lidt for tæt, og derved skaber lidt for meget varme.

Det betyder naturligvis ikke, at du bare skal løsne snørebåndene – så ender du med at sende støvlen til Harzen, når du skal sparke til bolden.

Med nedenstående teknik, som måske synes mere kompliceret, end den egentlig er.

Binding af snørebånd, hvis du døjer med hævede fødder
  1. Stik hver ende, gennem det nederste hul, nedefra og op.
  2. Før den ene ende, op til hul 2 på samme side og den anden ende, op til hul 3 – også på samme side.
  3. Før derefter hver ende, over til det tilsvarende hul på den anden side. Altså fra hul 2 på den ene side, til hul 2 på den anden side. Og vice versa med hul 3.
  4. Før den ene ende fra hul 2 og op til hul 4 på samme side, og den anden fra hul 3 til hul 5 – også på samme side.
  5. Kan du se mønsteret herfra? Før snøren fra hul 4 på den ene side, til hul 4 på den anden side. Og vice versa med hul 5.
  6. Før snøren fra hul 4 op til hul 6 på samme side, og den anden ende, fra hul 5 til hul 6 – også på samme side.

Bind dine snørebånd, så de ikke løsner sig

Det er helt normalt at du oplever, at snørebåndende lige så stille og roligt løsner sig, efterhånden som du bruger din støvle.

Hvis du synes det er møg-irriterende – og i øvrigt er glad for den helt normale måde at binde dine snørebånd på, kan den metode Josh fra SoccerReviews4You viser dig i videoen herunder, være en løsning på problemet.

Vær dog opmærksom på, at denne teknik ikke tager hensyn til nogle af de områder, vi allerede har vendt. Altså fodtype, fodstørrelse eller problemer man måtte have med hælen, tæerne eller hævede fødder generelt.

Mine fodboldstøvler har ikke snørebånd – hvad gør jeg?

Ikke så meget.

Fodboldstøvler uden snørebånd, har ikke samme mulighed for at justere på det greb, støvlen har om din fod.

Så: Enten passer en støvle din fod, eller også gør den ikke.

Og som tidligere nævnt, så er det tæt på utopi, at en støvle passer dig perfekt fra start.

Nogle støvler uden snørebånd, vil passe dig godt, og du vil kunne præstere fint i dem – måske vil du også undgå vabler, eller større skader.

Men hvis du har brug for mulighed for at justere støvlens greb om din fod, er fodboldstøvler uden snørebånd, bare ikke vejen frem.

Har du løst til at prøve dem af, kan du jo tage et kig på vores oversigt over fodboldstøvler uden snørebånd.

Puma Netfit

I 2017, lancerede Puma et helt nyt system til snøring af fodboldstøvlerne.

Puma Netfit!

Kort fortalt, er Puma Netfit en teknologi, der gør op med den konventionelle tankegang om 5-7 huller på hver side af pløsen, hvor i man kan sætte sine snørebånd.

Med Puma Netfit, får du huller til snørebåndene på et meget større område af støvlen.

Typisk på siderne af den midterste del af foden.

Det giver et nærmest uendeligt antal kombinationsmuligheder, når du skal binde dine snørrebånd.

Unisport har lavet en video, hvor de viser 11(!) forskellige måder at binde en Puma Future Netfit støvle på.

Nogle mere ”for syns skyld” end andre, men det giver dig i hvert fald muligheden for at se, hvor mange muligheder der rent faktisk er.

Puma har i øvrigt også selv, lavet en lille guide til, hvordan du kan binde dine Puma Future Netfit fodboldstøvler her.

Hvad med den der knude?

Det er rigtigt.

Vi har slet ikke vendt, hvordan du binder en knude.

Den primære grund til det er, at de fleste ved hvordan man binder en knude – sådan helt standard. En knude kan ikke forbedre din præstationer eller forhindre skader (med mindre man falder i egne snørebånd selvfølgelig).

Men som med så meget andet, er der altid nogle, der skal tage den skridtet videre og optimere på selv de mindste ting.

Således også hvordan man kan binde en knude.

Så hvis du har lyst til at dykke ned i den del, er der mulighed for at gøre det på denne hjemmeside, hvor en gut ved navn Ian, har prøvet sig gevaldigt meget frem, og fundet på utallige måder at binde en knude på.

Hans ”Ians Knot” ser faktisk ud til at være super simpel, nem og hurtig at binde.