Fodbold i varmen – 18 gode råd til at undgå hedeslag

Du den kender. Varmen.

Måske endda krydret, med lidt ekstra fugtighed i luften.

Men solen lokker også. Sol og fodbold passer jo godt sammen.

Og den kommer da frem, og nogle gange med høje temperaturer også, selvom DMI taler om en helt normal danske sommer.

Så det kan godt være, at vi ikke helt når varme-rekorden fra 2018, men det gør jo ikke noget at være forberedt.

Det kunne jo være rart, ikke at svede som en gris.

Ikke at have ømme fødder.

Eller at undgå at gå sukkerkold, eller det der værre.

Derfor har jeg her samlet X tips og tricks til dig, så du har en chance for at nyde fodbolden – også selvom der ikke falder meget regn, eller kviksølvet i termometeret når langt op på skalaen.

Dine fodboldstøvler

Har du nogensinde spillet bare en halv time, en varm dag, hvor solen har været på, kan du ganske sikkert også genkende, at dine fødder hurtigt “koger” i fodboldstøvlerne.

Derfor er der selvfølgelig også nogle muligheder for at optimere på det punkt.

Overvej at skifte fodboldstøvlerne

Oplever vi længere perioder uden regn, bliver banerne hurtigt ganske hårde. Bruger man de almindelige fodboldstøvler (FG – Firm Ground), kan man overveje, at skifte til støvler bedre egnet til hårde underlag.

Kunsten her er at finde et par støvler, der måske har en anelse flere knopper, end FG støvler.

For få knopper, kan give ømme fødder, som man f.eks. kan opleve det, hvis man spiller med SG støvler, der er velegnet til bløde græsbaner, på kunstgræs.

Så oplever du netop det problem, og kan du måske endda mærke knopperne lidt for godt på fodsålen, kan du overveje et af nedenstående alternativer.

  • Turf fodboldstøvler (TF). Turf fodboldstøvler er lavet til kunst- og grusbaner. Der er mange knopper og de er kortere end på normale støvler.
  • FG/AG fodboldstøvler. Som navnet antyder, en blanding af FG (normale) støvler og AG (kunstgræs) støvler. Et forsøg fra Adidas på at lave støvler, der kan bruges på både almindelig græs og kunstgræs.
  • MG fodboldstøvler. Nikes forsøg på at lave fodboldstøvler, der kan bruges på både almindelig græs og kunstgræs. Altså præcis det samme som Adidas forsøger med deres FG/AG knopsystem.

HUSK: Det handler om at finde balancen mellem komfort, men stadig have greb i banen. Du kunne godt tage et par indendørssko på, og have glade fødder, men du ville højst sandsynligt skøjte rundt på en hård bane. Specielt hvis den lige får en smule vand.

Bind snørebåndende en anelse løsere

Din skal sidde fast i din støvle, ellers risikerer du skader.

Men i varmen, kan dine fødder godt hæve op, og bliver altså større, hvorfor det kan give god mening, at løsne snørebåndende en smule.

Som med skift af støvler, er det en balancegang mellem komfort og at undgå at øge risikoen for skader.

Sidder din fod ikke godt nok fast i støvlen, øger du risikoen for vrid og andre skader. Ligesom du faktisk også kan få generelt mindre komfort, fordi foden glider rundt i støvlen og skabere mere friktion og dermed varme.

Eller du redder dig en vabel eller to.

Vidste du, at man med fordel kan binde sin fodboldstøvler, på en anden måde en den du lærte da du var barn?

Smid dem – hurtigst muligt

Når du er færdig med at spille naturligvis.

Jo mere luft dine fødder kan få, jo bedre. Drop derfor, at gå ind til klubhuset før du smider støvlerne.

Dine fødder bliver noget så glade – og resten af kroppen lige så.

Det er nemlig sådan, at pulsårene ligger tæt på huden, og der er mange af dem, på dine fødder. Derfor er fødderne et godt sted af få kølet dit blodomløb ned.

Vælg det rigtige tøj – og den rigtige mængde

At vælge det rigtige tøj – og den rigtige mængde af det, er også virkeligt vigtigt.

Det siger jo næsten sig selv, men nogle gange skulle man tro, at folk ikke vidste bedre, eller var ligeglade.

Jo mindre tøj, jo bedre

Det lyder lækkert ikke?

Det er bare sådan, at jo mindre tøj du har på, jo bedre kan din hud ånde og dermed skille sig af med den overskydende varme, ligesom enhver brise, hjælper med at køle kroppen ned.

Så lad nu være med at tage ekstra tøj på, for hvad nu hvis du kommer til at fryse.

Tag ekstra tøj med, hvis du er bange for det, eller tag noget tøj på, der er nemt at smide undervejs.

PS: Husk lige solcremen i farten ikke?

Det rigtige tøj betyder noget

Ud over at smide tøjet (undgå at spille fodbold i undertøj, det kan være svært at koncentrere sig for dine medspillere….), kan du også vælge, at tage det rigtige tøj på.

Og nej, det er ikke et modeshow, men vælger du det rigtige tøj, giver du din krop det bedste udgangspunkt, for at hjælpe dig med at bevare en nogenlunde kropstemperatur.

  • Vælg lyst tøj. Mørkt tøj absorberer varmen og solen.
  • Benyt løstsiddende og let tøj. Jo mindre du skal bære rundt på, og jo mere luft huden og kroppen kan få, jo nemmere er det for kroppen, at holde temperaturen nede.
  • Tyndere og kortere strømper. Fodboldstrømper er ofte tykkere, og i hvert fald længere end normale strømper eller sokker. Heldigvis ved producenterne i dag godt, at jo mindre vægt, jo større chance for øget præstation. Derfor er fodboldstrømper i dag, lettere end de var for bare 5 år siden.

Teknologien kan også hjælpe – lidt

Ovenstående er tre klassiske råd, til tøjvalget i varmen. Men vidste du, at der faktisk findes tøj, der kan hjælpe med at øge afkølingen af kroppen?

Det gør der faktisk.

Men lad det være sagt med det samme: Selvom producenterne mener, at tøjet afkøler kroppen, skal du stadig prøve tøjet på banen, før du konkluderer noget.

Vores kroppe reagerer forskelligt, og hvad der for nogle, kan virke glimrende, kan have den modsatte effekt hos andre.

I kapløbet om markedsandele, har de store mærker som Adidas og Nike, udviklet teknologier, der hjælper huden med at ånde og kroppen med transportere sved væk fra huden.

Adidas kalder deres teknologi for Climalite mens Nike har navngivet deres tilsvarende teknologi Dri-FIT.

Så står valget mellem shorts, trøjer eller lignende, med og uden en af de to teknologier, er det oplagt at afprøve varianten MED en af de to materialer.

OBS: Bl.a. Nike laver tights med nedkølende effekt. Det betyder bare ikke, at det er bedre med tights med Dri-FIT teknologi, under shortsene, hvis alternativet er ingen tights.

Som allerede nævnt, så reagerer vores kroppe forskelligt, men personligt vil det blive ALT for varmt, med tights under shortsene, hvis det er varmt og solen er fremme. Så tro ikke, at det er magiske tights, der er bedre, end ikke at have dem på.

Væske køler – på den ene eller anden måde

Jeg behøver ikke skrive det egentlig, vel?

Det det med, at væske i varmen er vigtigt.

Men jeg gør det altså alligevel. Heller en gang for meget, end en tur med hedeslaget.

Rigeligt med væske er vigtigt

Det er selvfølgelig altid, en god idé at drikke i løbet af dagen, men når det er ekstra varmt, så er det en god idé, at tage lidt ekstra.

Cirka 2 liter væske om dagen, er som regel en god tommelfingerregel. Og jo ældre du er, jo mere skal du drikke, da en ældre krop, indeholder mindre væske end en yngre.

Når du så oven i købet, skal ud og spille fodbold og dermed være fysisk aktiv, er det endnu vigtigere, at du indtager vand før, under og efter sessionen.

Her kan en tommelfingerregel være, at drikke lidt vand ca. hvert kvarter. Og lad være med at springe over, fordi du ikke lige synes det er nødvendigt.

PS: Benytter du ligefrem medicin der er vanddrivende, skal du selvfølgelig være ekstra opmærksom i varmen.

Den rigtige væske er også vigtig

Vand er naturligvis, det oplagte at drikke. Og jo større andel af dit samlede væskeindtag, der udgøres af vand, jo bedre er du stillet.

Du kan også godt drikke juice, mælk eller saftevand.

Sodavand og alkohol er ikke optimalt i varmen. Kaffe og te kan også være dehydrerende.

Drik jævnt

Det kan være fristende, at indtage en stor mængde væske om morgenen, så en stor mængde til frokost og igen til aften.

Det bedste er dog, hvis du kan indtage væsken jævnt henover dagen. Du kan sagtens drikke en stor mængde, inden du skal ud på banen og præstere, men sørg for, at få drukket jævnt hen af dagen.

Mad kan også give væske

Hvis du synes det er træls, at huske på at drikke hele tiden, eller bare gerne vil variere, kan du vælge at spise mad der indholder meget væske.

Her kan især agurk (96% vand), tomat, peberfrugt, meloner og diverse frugter så som jordbær, være gode muligheder.

Kroppen kan også godt lide vand på sig

Det er også en god idé at forsøge at holde kroppen afkølet, ved hjælp af vand du ikke drikker, men bare kommer på kroppen på den ene eller anden måde.

F.eks. kan en spray med koldt vand, være en dejlig måde at få kølet nakken og kroppen generelt, ned på.

Værd heller ikke bange for en rask lille vandkamp, midt i sessionen. Eller indlæg belønning eller straf i form af vand, i løbet af sessionen.

Kan være svært hvis du spiller kamp, men er det en træning, kan det lægges ind i øvelserne på forskellige måder.

Og sørg så for, at komme i bad lige efter træningen/kampen. Lad være med at trække den for længe, men se at få kølet kroppen ned, så hurtigt det nu kan lade sig gøre.

Kølige omslag

Det kan også være en god idé at have kølige omslag, man kan tage i nakken eller andre steder på kroppen, der trænger til at blive kølet ned.

Det kan være våde håndklæder eller viskestykker, eller det kan være isposer. Alt efter hvad mulighederne byder på.

Tag evt. en eller flere køletasker med ud på banen, med våde viskestykker, isterninger i poser og fryselementer.

Alt det andet

Så er der alle de andre råd. Du ved, dem der måske virker oplagte når man læser dem, men som man måske glemmer i farten eller ikke har tænkt over.

Så derfor får dem her også, så har du da den lille tjekliste.

Solcreme

Ja det giver sig selv, men huske det nu. Det er så svært at sove, spille fodbold og alt muligt andet, med en 3. grads forbrænding.

Aftersun

Selvom du ikke er blevet forbrændt, kan aftersun være en rigtig god måde, at afslutte dagen på, for din hud.

Aftersun køler huden ned, og lindrer den hud der er blevet udsat for sol i løbet af dagen.

Træn i skyggen

Det lyder oplagt, men det kan jo være fristende at udnytte den sol, vi trods alt ikke har i uudtømmelige mængder her i Danmark.

Men midt på dagen især, og når det er aller varmest, er det ikke en dum idé, at hjælpe sig selv med lidt skygge – om muligt.

Træn på køligere tidspunker

I kan også vælge, at træne på køligere tidspunkter. Om morgenen, tidlig formiddag eller sen eftermiddag/aften er at foretrække, frem for lige mellem 12 og 15.

Hold mange pauser

Kroppen har brug for hjælp, når det er varmt og solens stråler, bager ned på jer.

Sørg derfor for at holde mange pauser undervejs. Indlæg pauser oftere end I ellers ville, så I husker at få drukket og måske kølet lidt ned med våde håndklæder i nakken eller lignende.

Træn mindre

Ja, det virker oplagt, men overvej mindre træningspas, hvis muligt.

Måske kan I putte lidt mere intensitet på undervejs, og så stoppe lidt tidligere.

Er du klar nu?

Det håber jeg. For selvom fodbold om sommeren er det bedste der findes, er det også vigtigt at passe på sig selv.

Hjælp din krop med at holde sig kølig og undgå at presse den unødigt, så kan du nyde mange timers fodbold under sommerens lækre danske sol.

God fornøjelse ⚽️☀️

VN:F [1.9.22_1171]
Indlæggets karakter
Rating: 0.0/5 (0 stemmer afgivet)

En kommentar

  1. Villads
    26. juli 2019 at 12:51- Svar

    Jeg synes at det er en rigtig god ide at lave en liste over hvordan du passer bedre på dig selv i solen. Villads:)

    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
    VA:F [1.9.22_1171]
    Rating: 0 (from 0 votes)

Skriv en kommentar